LÆS MERE OM SKYTTEN
Stjernetegnet Skytten løber fra den 22. november til den 21. december.
Det gamle ordsprog "man skal høre sandheden fra børn og fulde folk" kunne man nemt udvide til at gælde Skytten også. Man skal lede længe for at finde et mere u-diplomatisk stjernetegn som Skytten. Det er ikke af ond vilje, at Skytten bare vælter ud, med hvad der falder ham ind, det er mere et spørgsmål om bydende ærlighed, som Skytten besidder, der gør at han taler før han tænker. Til tider kunne man ønske, at Skytten lærte - ikke at begrænse sin ærlighed - men at lade være med at sige, alt hvad der faldt ham ind. Et andet gammelt ordsprog falder én ind, nemlig "tavshed er guld"!
Heldigvis er Skyttens gode humør og fantastiske humoristiske sans en god modvægt til de mærkelige situationer, som stjernetegnet på grund af sin mangel på diplomati havner i. Han kan slå en høj latter op og gøre alt godt igen. Skytten, både den mandlige og den kvindelige slags, er meget generøst anlagt. Der er ikke dét Skytten ikke vil give af gode gaver og gøre af gerninger for sine kære venner og familie.
Politiske anliggender, dyrevelfærd, børnesager og dets lige er noget stjernetegnet interesserer sig meget for. Han er idealistisk og vil gerne involvere sig aktivt i de sager, der står hans hjerte nært.